Rubjerg Knude Fyr

Fyret blev bygget i 1899, men på grund af enorm sandflugt gennem årene blev man nødt til at slukke fyret i 1968, da man ikke længere kunne se lyset fra vandet. De gamle personalebygninger har været indrettet som sandflugtsmuseum, men har også måttet opgives på grund af, at sandet begyndte at ødelægge bygningerne. Syd for fyret ligger Rubjerg Plantage.
Sandflugtsudstillingen er nu flyttet til Strandfogedgården i Rubjerg, som er en del af Vendsyssel Historiske Museum.

Fyrets linseapparat blev bygget af det franske firma Barbier & Bénard og kostede ca. 42.000 kr. (Hele fyret kostede ca. 176.000 kr. da det var færdigt). Linsen bestod af 3 fag, hvilket betyder 3-sidet med 134 håndslebne prismer. Linsefagene var monteret på et leje af kviksølv. Linsen blev i starten drevet rundt af et urværk, der skulle trækkes op ca. hver 3. time.
Lysets rækkevidde var på ca. 42 km. Linsen kørte to omgang i minuttet. For hver omdrejning udsendtes et enkelt og et dobbelt blink. Varigheden af de enkelte blink var en femtedel sekund. Lysgiveren var på 550 watt.
Da fyret blev taget ud af brug, blev linsen smidt ud og begravet et sted i sandet.
Tågehornet
Tågehornet var sat op for at advare skibene hvis de var tæt på land. Der var fra starten et tågehorn i 15 meters højde over jorden, på den vestlige side af fyret. Hornets lyd svarede til fyrets blink. Der var et urværk, der styrede luften, og det skulle også trækkes op, således der udsendtes et stød og to stød hvert minut. I maskinhuset var der to gasmotorer på hver 12 hk.
Der var et lager for komprimeret luft, opstillet som en 7 m3 stor trykbeholder i bunden af tårnet. I 1908 blev sireneanlæggets gasmotorer udskiftet med to 10 hk petroleumsmotorer, og i 1934 blev disse erstattet med to dieselmotorer.
I 1953 blev hornet taget ned på grund af, at klitterne foran fyret nu var en så høje, at man ikke kunne høre hornet ude på havet. (kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Rubjerg_Knude_Fyr)

Bodil Jensen fortæller denne lille historie:
Lige en lille fortælling til billedet af fyret.: Som barn kom min bror og jeg ofte på ferie hos vores faster Ida og onkel Christian i Rubjerg, de boede tæt på Vesterhavet ikke langt fra fyret, på en lille ejendom med et par køer og nogle grise. De havde et par børn som var næsten på vores alder og vi legede meget tit i klitterne, vi gik ind over marehalmen og når vi kom til klitterne, var der en stor pæl banket i jorden og et tyk stor tov bundet på så vi kunne fire os ned til stranden, men det sidste stykke måtte vi løbe for tovet var ikke langt nok, vi fik meget fart på husker jeg., men det var streng når vi skulle op igen for sandet gav efter indtil vi nåede tovet, så gik det bedre.Det var sjovt at være på ferie der, på stranden legede vi og vi måtte selvfølgelig ikke gå i vandet, men en dag var min bror modig, han gik ud til anden/tredje revle og var ved at drukne for der var understrøm, sorte huller, så godt vi havde en noget ældre fætter med til at passe på os, så han fik ham ind i land, jeg har haft dyb respekt for Vesterhavet siden. Ofte var jeg med min onkel på mælketur, det var sjovt, for det var med hestevogn – 2 heste – den ene husker jeg hed “musse” (jeg kan stadig dufte lugten bag dem), jeg tror vi skulle til Vittrup mejeri, husker det ikke helt, undervejs var vi inde og få kaffe forskellige steder, en dejlig oplevelse. Jeg husker at hos faster og onkel var der ingen toilet så det var ude i stalden bag køerne, noget jeg ikke var glad for, derhjemme hos mine forældre havde vi dog et “das” og senere toilet så det var ren luksus i forhold til faster og onkel. Det var simple forhold, men et godt feriested og noget jeg aldrig glemmer og glad for at have oplevet. Det er nok også derfor jeg er så glad for Vesterhavet den dag i dag, ingen sommer uden en tur til Lønstrup, Rubjerg og Nr. Lyngby