Den 16 december 1845 skete der en forfærdelig katastrofe for det
lille samfund i Blokhus. En hollands kuf Hendrika Catherina af Pekhala
var under den hårde storm forlist ud for Blokhus.
Redningsvæsenet var endnu ikke oprettet, men det var i Blokhus
gammel skik at komme nødstedte søfolk til undsætning. Dertil brugte man
Klitgaards store fladbåd.
Den blev bemandet med fiskere og husmænd fra Blokhus og
omegn. Men redningsarbejdet går ikke som forventet. En stor
bølge fik båden til og kæntre og båden forulykker. Seks
bjergedes i live og fire døde blev bragt i land, de sidste tre
har strømmen taget.
Da vinden hen under aften løjede af, blev fladbåden atter gjort klar,
og der var ingen problemer med at få den bemandet påny.
Og denne gang gik redningsarbejdet som det skulle, besætningen blev
reddet en efter en med et tov om livet, hvorefter de blev halet op i
fladbåden. Kaptajnens datter døde efter opholdet i vandet.
Evald Gårdsted- Jørgensen skriver i sin bog "Blade af et
klitsogns dagbog" om katastrofen og nævner et gammelt digt, der
er skrevet om ulykken.
Og straks var en båd udi vandet
I tallet 14 vi så
Så modig at skyde fra landet
Man så dem snart skibet at nå.
|
De når frem til kuffen og råber:
”Eders skib må I byde godnat!”
|
det samme en
bølge mon kæntre
Den båd, hvori mandskabet var.
De halve til landet Gud sendte,
De andre til offer han ta’r |
|
|
Ialt 7
familier bliver direkte ramt ved at miste en broder, mand
og far
Peder Hansen
Egelund, Svend Andersen, Niels Knudsen, Morten Peter Nielsen,
Jens Christian Nielsen, Søren Christensen og Jens Godsen
Christensen.
Et stort tab for
hele omegnen, en Mindesten er rejst som et minde om
Blokhusfolkenes virke både som redningsfolk og som fiskere. For
ikke kun i gamle dage krævede havet sine ofre, det gælder også i
vor tid.
Stenen ved
turistkontoret vidner om de omkomne redningsfolk og forliste
fiskere der engang var medlevende mennesker i det lille samfund |